Carmella

Jeg lukker mig inde i mig selv.. Jeg har brug for omsorg, og trøstende ord, men kan ikke række ud efter det.

Min lillesøster har spist så mange piller, at hun næsten døde af det - desværre var det meningen med det. Jeg står magtesløs på sidelinien, endnu engang, og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre for hende, for mig selv.

Jeg føler ikke at nogen som helst kan forstå hvad det her gør ved mig. Måske ved jeg det ikke selv, men jeg kan mærke at det gør ondt som bare pokker.

Carmella alene i verden - sådan føles det hvertfald

Efter et godt stykke tid, hvor jeg har haft tid til at synke alt hvad der er sket, må det være på tide med et indlæg som kan opdatere jer andre som gerne vil følge med..

Jeg havde besøg af min far, for ca. 1 ½ uge siden. Vi havde en meget lang snak, fandt ud af, at rigtig mange ting, mundede ud i misforståelser (som det jo så tit gør), og vigtigst af alt - vi fandt hinanden igen.

Et par dage efter, blev det så min stedmors tur til at få en snak med mig. Jeg lå syg hjemme fra arbejdet, og hun tilbød at “komme og passe mig” - hvilket jo selvfølgelig betød at vi skulle snakke om alle de ting der endnu ikke var kommet ud af verden..

 Hun kom kl. 12, og gik igen kl. 17. På de 5 timer, føler jeg at vi har fået renset luften, og indset at fortid er fortid. Jeg kan endnu ikke finde ud af, om hun har 100% rene hensigter, men det føles ægte.

Det sværeste er pt. for mig at skulle føre en samtale med min storesøster. Jeg afskyr hende, og kan slet ikke finde ud af hvad jeg dog skulle kunne snakke med hende om, både fordi hun er så langt fra mig, personlighedsmæssigt, men også fordi jeg bare ikke kan lide hende.

I foregårs, var jeg så på besøg hos min far, stedmor og søskende ( - storesøster), sammen med min kæreste. Det var dejligt, skræmmende, mærkeligt, følsomt, og en masse andre ting som jeg har meget svært ved at forklare. Jeg genfandt noget som jeg de sidste 4 -5 år har fortrængt; min far’s og min fælles passion for musik. Det lyder nok banalt, men førhen, betød netop den fællesting rigtig meget for mig, og efter at have set “The Commitments” med hele min førhen forsvundne familie, gik det op for mig, hvor meget jeg savnede at sidde og indtage min far’s viden!

Alt i alt, var det en rigtig hyggeligt aften, men jeg sov som en baby om natten, nok fordi jeg har været så spændt og nervøs op til.

Carmella.

Dæmoner.

Vi har dem allesammen, i mindre eller større omfang. Den jeg skal til at fortælle om nu, vil nok blive betegnet som sidstnævnt.

Jeg gider ikke svøbe det ind, for jeg har brug for at fortælle det som det er.

Da jeg var ca. 8 år gammel, tvang min storesøster mig til at onanere på hende. Dette foregik over en længere periode.

Er det et seksuelt overgreb? Er det en fase nogle børn skal igennem?? Jeg har ingen idé, men jeg føler ikke at jeg kan tillade mig at betegne det som incest. For man har altid hørt skrækhistorier om at incest involverer både han- og hunkøn. Aldrig som i mit tilfælde. Min søster var ca. 12-13 år da det skete, så hun må have været bevidst om hvad der foregik.

Jeg er idag 23, og væmmes stadig ved min søster.. Jeg ønsker at tilgive hende, og har til dels også gjort det, men stadig har jeg meget svært ved at kigge hende i øjnene.

Carmella - incestoffer?

Da min bedste venindes far døde

Vil jeg gerne fortælle om mit eget forhold til min far.

Jeg har valgt at skrive dette indlæg i mindre afsnit for at gøre det mere læservenligt, for det her er virkelig tunge sager.

STARTEN
Mine forældre blev skilt da jeg var 2 år. Da jeg var 3, havde de begge nye ægtefæller. Min mor var 19 da hun fik mig, og af den grund, boede jeg sammen med min far da de blev skilt. Det vil sige at indtil han fandt sin nuværende kone, boede vi alene sammen i næsten et år. Det resulterede i et bånd mellem os, som gjorde, at i hele min barndom, behøvede vi ikke at fortælle hinanden at vi elskede hindanden. Vi kunne sidde i sofaen og grynte til hinanden, og inden andre end os, vidste hvad vi “talte” om. Til min konfirmation, sagde han i sin tale til mig, efter han havde taget en blond paryk på; “som du selv sagde som 2 årig, er jeg din søde pige”.

MIDTEN

Fra skolealderen og opefter, var en sværere periode. Min far og stedmor, fik 3 børn sammen, meget hurtigt. Min far er en typisk knudemand som frygter konfrontationer og diskutioner, derfor var skyklapperne hans yndlingsværktøj når min stedmor med fuldt overlæg viste mig hvem der var hendes børn, og hvem der bestemt ikke var.

Dette var hvordan jeg tænkte for ca. 5 år siden, fortsættelse følger…

Men det var ikke kun min stedmor som forskelsbehandlede. Når en af mine søskende havde fødselsdag, kom hendes familie altid med meget store gaver. Ikke kun til fødselsdagsbarnet, men også til mine søskende.

Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, og søgte derfor ofte tilflugt hos min mormor, hvor jeg kunne bade i opmærksomhed og kærlighed.

Hos min far delte jeg værelse med min søster, og selvom jeg kom i den alder, hvor man gerne vil tale om drenge med veninderne, følte jeg aldrig at det kunne blive hos mig. Så da jeg blev 11-12 år, besluttede jeg at flytte ud til min mor. Hun og hendes mand boede i et stort nyt hus, hvor jeg havde mit eget værelse med flotte lilla vægge. Dette gav min far udtryk for, var grunden til at jeg valgte at flytte, selvom jeg har en stærk mistanke til at han godt vidste at jeg ikke fandt det fedest altid at komme i sidste række.

Jeg elskede at bo hos min mor og stedfar. Hver anden weekend skulle jeg ud til min far og sove, og fandt det bestemt ikke rart. Jeg sov i min lillebror’s seng, som var en del for kort til mig, med et tæppe og en sofapude, og jeg følte mig generelt hverken velkommen eller tilpas derhjemme.

Jeg blev ældre om kom til en alder hvor man ikke længere behøver sove hos den forælder man ikke bor hos, så jeg kom på aftensmadsbesøg, havde min kæreste med, og tingene gik meget bedre. Jeg fik et rigtig godt forhold til min stedmor, og nød at komme på besøg.

EKSPLOSIONEN

Da jeg var 18 år, fyldte min stedmor 40. Hun inviterede til stor havefest, og hvilken fest! Som oftest til store fester, var der en god mængde alkohol involveret. Det resulterede i 2 ting. Den gode først; jeg havde et voldsomt behov for at blive bekræftet af min far på trods af vores gode forhold, og da han tog mig med op og danse, og fortalte mig, at han var ovenud stolt over mig, og at vi to havde et bånd som ingen eller intet kunne bryde, var min lykke gjort.

Den værre; et par timer efter, møder jeg min stedmor og to af hendes kollegaer i køkkenet. Hun lægger hånden på min skulder og siger;

“I skal møde Carmella, min prøveklud”

Jeg var målløs!! Hvordan kunne hun sige sådan noget. Jeg prøvede at glemme det, og det fungerede også et par måneder. Indtil jeg efter 4 og et halvt år valgte at bryde med min kæreste. Selvom det var min beslutning, var jeg ked af det, og ringede til min far for at få trøst. Hans respons var, at det var han selvfølgelig ked af at høre, men at min eks altid var velkommen hos ham. Det var dråben for mig. Vi endte i et stort skænderi hvor jeg konfronterede ham med min barndom, hvorefter han blev så gal, at han sagde “hvis ikke du kan lide min kone, er du ikke velkommen hos mig!” - og lagde på.

Jeg var sønderknust. Jeg følte at min egen far havde valgt mig fra. I efterfølgende 2 måneder prøvede jeg flere gange at kontakte ham, men følte at jeg enten fik kolde svar, eller slet ingen respons.

Efter et års tid, sendte jeg ham et håndskrevet brev, hvori jeg fortalte ham at jeg var blevet student, havde fundet mig en sød kæreste, og havde det godt. Jeg sluttede af med at fortælle ham at jeg på det seneste havde fået opbygget en stor frygt for ikke at få afklaret tingene inden han døde.

Intet svar.

THE AFTERMATH

Der er gået ca. 4 år, hvor vi slet ikke har talt sammen, jeg har savnet ham som en sindssyg, men også følt at jeg har gjort mere end nok.

Da min venindes far døde i tirsdags, gik det op for mig, hvor hurtigt det egentlig kan gå. Så da hun siger til mig i torsdags “vil du ikke nok kontakte din far en sidste gang?”, tager jeg hjem, - OG RINGER! Mine hænder var drivvåde, jeg rystede som et espeløv, og kunne mærke klumpen i halsen da han svarede telefonen “det er ……”

Jeg græd og fortalte ham hvad der var sket med min venindes far. Han sagde at han syntes vi skulle få snakket ud om tingene. Fredag aften sad han i min stue. Vi fik snakket om alting, afmystificeret misforståelser, og endte med at være på samme side. Der er stadig ting jeg har svært ved at acceptere, men jeg bærer ikke nag længere. Vi endte med at have en hyggelig aften, og finde frem til at jeg også skulle have en snak med min stedmor.

Den snak kommer i løbet af denne uge, og knuden begynder at vokse igen. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi gerne vil have overstået alt det her.

Carmella, er ved at genfinde en brik i puslespillet.

Mine to bedste veninder udgør tilsammen en enhed som gør mit liv et af de mest fantastiske man kan forestille sig. Derfor ramte det mig som med en damptromle da den enes far døde. Han havde haft kræft før, og kendte til hele kemorutinen, og fortalte derfor hele familien at der ingenting var at være nervøs over. Derudover virkede han frisk, så alarmklokkerne havde ikke for alvor ringet for nogle.

Jeg sad på mit nye arbejde, da en sms ringede ind fra min kæreste;

“Hendes far er død, jeg er herude for at hente deres hund så de kan tage til Jylland, uden at tænke på den. Carmella, jeg har aldrig set hende sådan her!!!”

Jeg var rystet, kunne næsten føle hendes smerte, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde mest af alt lyst til at smide hvad jeg havde i hænderne, og køre direkte med dem til Jylland, men dette kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Selvom jeg hader sms’er skrev jeg en til hende, med standardproceduren om at jeg var her for hende, som indhold. Og ja, det jeg lyder som den dårligste veninde ever, men jeg var selv i chok. Jeg snakkede løbende med hende i løbet af dagen, men hun var så ked af det, at hun næsten ikke kunne få fremstammet noget. Dog sagde hun til mig, at hun ikke kunne overskue at tale med nogen som helst lige nu. Det havde jeg selvfølgelig fuld forståelse for.

Næste dag kom hendes kæreste til København igen, og vi skulle hjem og aflevere hunden. Jeg havde lyst til at gøre noget for hende, noget stort, men kom frem til, at det hurtigt ville virke ligegyldigt for hende, efter det som var sket. Så jeg købte 4 sæsoner af Orange County på dvd (en serie om overklasseteenagere i Californien, som altid har været vores “jeg-er-ked-af-det, -og-har-brug-for-at-se-noget-ligegyldig-underholdning”-serie), alt hendes yndligsslik, og en stor buket lyserøde roser. Jeg skrev et kort, og tog tingene med hjem til dem da vi skulle aflevere hunden.

Næste dag, da hun kom hjem, hentede jeg hende, og vi kørte sammen hjem til hende. Selvom det kun var en lille ting som skulle hjælpe hende med at tænke på noget andet en kort stund, ramte det plet, for det viste hende, at jeg tænkte på hende.

De næste par dage var hårde for hende. Hun skulle stå for begravelse, gravsten, alt det man ikke bør blive udsat for i en alder af 21 år. Men hun har taget det flottere end en bedemand! Jeg har den dybeste respekt for hende, og selvom hun er 3 år yngre end mig, er hun med tiden blevet min klippe, min heltinde, og min søster.

Den dag min venindes far døde, er imorgen en uge siden… (Forslag til hvordan jeg hjælper hende, modtages med kyshånd, for jeg har aldrig prøvet det her før, og føler mig, for at sige det nøgternt, en smule magtesløs)

Carmella.

Ja, jeg ved det sgu da godt.. Det er en kæmpe kliché at give diverse problemer skylden for min unødvendige shopping, but I don’t give a f***

Når sandheden skal ud - og det skal den jo - så kan jeg faktisk ret let sætte fingeren på hvorfor jeg har et behov for at bruge penge jeg egentlig ikke har.

1. Den overfladiske grund: Jeg har intet job, og jeg RØVKEDER mig!

2. Den dybere grund: Jeg har altid set meget objektivt på penge, og derfor ikke været bleg på at bruge dem når jeg havde nogle. Om det så var på shopping, byture, middage til veninder - ligegyldigt. Jeg kan ikke døje nærige mennesker, og har nu engang aldrig kunnet det! Derfor tror jeg at jeg automatisk er den første til at smide dankortet i ansigtet på taxachaufføren, bartenderen, tjeneren - what so ever, bare for at folk ikke skal tænke at jeg er nærig! Inden for det sidste år, har jeg nok af den grund, haft brug for at forkæle mig selv - det har bare taget overhånd…

Derfor: onsdag d. 1. oktober, bliver dankortet klippet, og et hævekort taget i brug. ASOS, Trendsales og diverse andre teasere for os shopoholics er allerede fjernet fra min liste over foretrukne besøgssider, og mit budget SKAL overholdes - koste hvad det vil…

Opdatering følger…….

Carmella

Mange af jer (især læsere af hunkøn) vil sikkert sidde og tænke “tsk, er vi alle ikke det!?” - men ikke desto mindre;

“Jeg hedder Carmella, og jeg er shopoholic!”. Det er næsten blevet en modedille at være afhængig af shopping, men for mig er det bare mere end det. Da jeg igår endnu engang tog et kig i mit klædeskab, og krummede tæer så meget at mine hæle nærmest fik store sår, fordi jeg har mere tøj hængende med prismærker på, end tøj jeg egentlig bruger, gik det op for mig. Jeg har benægtet det førhen, både overfor mig selv, men mest af alt overfor min kæreste, som jeg trods alt fortæller om alt hvad jeg køber. Eftersom jeg sparer op til at blive fattig i øjeblikket, har jeg taget mig sammen til at lave et budget, og så har jeg lavet en aftale med den dæmon som sidder i maven på mig (som jeg i øvrigt har navngivet og kalder Lotte) og som prøver at lokke mig til at bruge penge, om at jeg højst må bruge 1000,- om måneden på tøj, sko, tasker - og alt det andet gejl som jo egentlig ikke gør os lykkeligere.

Eller gør det? Når jeg kommer hjem med 7 poser fyldt med mere ligegyldige ting end jeg tør indrømme, føler jeg en kæmpe lykke! Men det kan nok bedst sammenlignes med at tisse i bukserne på en kold vinterdag - det varmer så dejligt et kort øjeblik, men bagefter har man lyst til at knalde en stegepange i baghovedet, bare for at minde sig selv om at det skal man ikke gøre en anden gang.

Opsummeringen og pointen ved ovenstående er vel i korte træk bare at jeg skal lade være.

Carmella over and out, jeg har fri hele dagen, vejret er skønt, jeg må hellere tage en tur på Strøget…

- Ja egentlig nok en meget god overskrift til mig.. Jeg skal til at bevæge mig ind i en verden jeg slet ikke kender. Hmm, jeg gider faktisk ikke lige pt. at skrive den store roman om mig selv, så her kommer et par stikord i stedet;

- Jeg er B-menneske

- Jeg elsker sko

- Hader mandage

- Vil gerne have en lille mops

- Har lige fået bil

- Og har aldrig prøvet at blogge før….